| En pige fortalte mig om en gut, hun havde været på date med. Da hun nogle dage efter spurgte ham, hvad han tænkte om det, svarede han, at hun var for tyk. For real – I’m tellin’ ya. Og så tænker jeg: Vil I kun have os, hvis vi er slanke og lækre og har lange stænger? … HA. In that case bli’r jeg vist nødt til at erkende, jeg forbliver alene resten af mit liv – så kan jeg vel godt lægge mig til at dø med det samme. … Så slipper jeg også for den skide studieretningsopgave. |
10. februar 2010
See you, world
Sindssygdom
|
Jeg har arbejdet med det hele natten. Min krop er ved at falde fra hinanden. Det har du altså ikke tid til nu, siger jeg til den. Og beder den om at holde kæft. Bare dét at det kan betyde så absurd meget for mig er jo sindssyge i sig selv. |
9. februar 2010
(Frustration og fortvivlelse)
Min far bad mig om at droppe at tage til kor i dag (nå ja, jeg går forresten til kor) for i stedet at tage hjem og læse matematik med ham. Så jeg droppede koret. Men jeg droppede også ham. Hvis jeg bare kunne bevise overfor ham, at jeg ikke behøver ham – at jeg fandeme kan tage ansvar for mit eget liv og lære dét skide matematik selv.
Dét matematik… Jeg er på røven… Men… jeg er cool – eller, dét skal jeg foregive – jeg gider ikke komme krybende og bede ham om at hjælpe mig. Jeg nægter. Jeg nægter det simpelthen.
Jeg er nået dét punkt, hvor der er alt for få timer i døgnet. For få minutter. Sekunder. Al fald hvis man skal bruge 40 timer på en SRO-opgave, og der kun er 24 timer i døgnet – og man desuden skal sove i 5, for bare at kunne fungere nogenlunde normalt.
Jeg har jo sovet alt for lidt… Jeg når ikke at spise noget… Min krop fuckede fuldstændig op i dag. I ren og skær trodsighed valgte jeg at tage til foredrag med Pia Juul på universitet her til aften (jeg havde absolut ikke tid til det – gjorde det udelukkende, fordi far var imod det – “dét har du ikke råd til” – “jamen, det koster jo kun 30,-” – “nej, det koster dit 12-tal”). Jeg har været fysisk dårlig tilpas hele dagen og det blev virkelig slemt her til aften – hovedpine, kvalme og følelsen af, at ens korpus er blevet fyldt op med bly. I pausen blev jeg pisse svimmel og drattede ned af stolen. Det føltes pinligt. Sådan… ydmygende. Og så tog jeg hjem. Og nu sidder jeg her. Vågne nattetimer venter på mig.
Mor spørger, om jeg ikke snart skal sove. Jeg fortæller hende, at jeg har væddet 200 kroner med far, og at jeg har brug for mere tid, end der findes. Hun griner og siger, at “jeg er skør.”
Far kommer ind og siger, jeg skal gå i seng. Han lægger mærke til det grimme sår på min kind, og han lægger mærke til al rodet på mit værelse – men hvad han aldrig ser, er den flod i mine øjne, der er på kanten til at flyde over sine bredder.
… Jeg er jo bare en lille pige, der drømmer om at gøre sin fader stolt.
8. februar 2010
Indfald
| Ja. Jeg var jo i biografen i dag for at se “Camino.” Alene. Jeg så den også i torsdags – dér var jeg også alene. Jeg kan godt lide at gå i biografen med mig selv – sidde alene i mørket – forsvinde i filmens univers på en enlig rejse. Men… I dag ville jeg nu hellere have én ved min side, helt tæt på – så vores kroppe rørte ved hinanden – jeg ville gerne have delt mørket, gerne have delt oplevelsen med et andet menneske. Jeg turde bare ikke spørge hende, om hun ville. |
Det… Det rager mig
| Jeg blev ked af det i dag, da min far sagde til mig, at “nu blev jeg fandeme nødt til at tage mig lidt sammen.” Jeg blev vred, da han sagde, at jeg ikke var god nok til matematik. Og jeg blev rasende, da han ikke troede på mig og bare lo, da jeg sagde, jeg sagtens kunne få 12 til terminsprøven på fredag. “Prøv nu at se bare en smule realistisk på verden….“ “Du bliver simpelthen nødt til at tage bare en smule ansvar for dig selv engang imellem…” “Du er jo ikke 10 år længere…” Jeg tror ikke, den mand har nogen som helst anelse om, hvilken magt han har over mig. Hvad så ligegyldige ord kan gøre ved mig – fordi de kommer fra ham. Han kan få mig til at føle som det mest mislykkede menneske i hele verden. I en altoverskyggende vrede indgik jeg et meget dumdristigt og uovervejet væddemål med ham. Hvis jeg kan få 12 – 200 kr. til mig – hvis ikke – 200 kr. til ham. Jeg kunne godt få 12 – dét kunne jeg faktisk godt. Men kun hvis jeg valgte at læse op på et halvt års matematik 24/7 de næste 3 dage inden fredag. Men – det vil jeg ikke, og jeg gør det ikke. Jeg har planer – fantastiske ting jeg meget hellere vil. Det skørt – på den ene side betyder det alt for mig lige nu, at jeg modbeviser far og scorer den karakter, han vil ha’ – på den anden side… så kunne jeg ikke være mere skide ligeglad. Nej, jeg kunne ej. Det rager mig. |
Når jeg bliver 18…
| Det er lige gået op for mig, hvor fandens længe der er til, jeg bliver 18 – til at jeg kan bestemme over mit eget liv. Jeg kan love dig for – når jeg bliver 18: De valg jeg træffer – den tilværelse jeg skal have – dét liv jeg skal leve. Ingen studier, ingen normal kontakt til omverden – bare mig, alene og afsides alting – mit skriveri, litteratur, musik og en masse rusmidler – mit liv skal være én lang ekstase af drømme, melankoli og eufori. Åh. Min kære familie går jo i chok… Og de vil tænke “hvad er der dog sket med vores lille pige?” Dét skal jeg sige dig – hun har sgu begyndt sit liv. |
En kvinde
| I forbindelse med hende dér. Det er jo helt absurd. Jeg ved det jo godt. Men… jeg begærer hende. Jeg har lyst til at kende hende. Til at have dybe, ærlige samtaler med hende, til at kramme hende og kærtegne hende. Jeg har lyst til at le med hende, opleve smukke ting med hende. Måske… Måske kan hun ikke forelske sig i piger. Heller ikke mig? Måske ikke. Men… Kunne vi så ikke bare være venner? Jeg flytter jo til *[by]* en dag. Jeg bliver jo voksen som hende på et tidspunkt. Der er bare så længe til. Til den tid er hun nok forsvundet. Måske er der slet ikke så længe til, at hun ikke længere er en del af mit liv. Jeg må nyde, at hun er her, lige nu. |
En flok gode mennesker
Fair nok, jeg har tit ønsket, at jeg var én af de dér definitivt indiskutabelt lækre blondhårede skandinavere, alle drengene gik efter på diskotekerne, som de vendte sig om for at glo efter på gaden, piftede efter og goggede den af til alle 13 gange om dagen – well, dét er jeg ikke – og dét er vist også en pretty much indiskutabel kendsgerning. Men at være den fede person, som alle de studerende fra filosofisk institut synes er hammer spændende og samler sig i en kreds omkring i pauserne i et foredrag om litteraturens hovedværker – det er næsten lige så godt, synes jeg.
Jeg var midtpunktet, men jeg var det på en måde, jeg selv fandt behagelig og ikke på nogen måde overrumplende eller stressende – og jeg var det i en sammenhæng, hvor jeg selv følte, jeg havde lov at være – hvor jeg hørte til.
Jeg har fundet ud af, at… jeg kan jo godt lide mennesker! Jeg kan godt føle mig tilpas i en social situation, og jeg kan godt lide at tale med andre mennesker – det afgørende og dét, det hele afhænger af, er hvad og hvor og hvem der er tale om. Og hold kæft, jeg elskede de her mennesker. Det er sådan nogen, jeg vil tale med og lære at kende og udforske og lade mig inspirere af.
Ps. Jeg genså “Camino” i dag. Jeg græd hæmningsløst. Og jeg tænker meget på døden for tiden. Og på dig.
Åbenbaring
|
Det skete igen – dér var den. Pludselig ved jeg, hvad jeg skal skrive om – det er som et maleri i mit hovede, der blot skal gengives på et lærred – snart kan det ses af andre menensker – snart bliver det en del af verden, en stump af vores virkelighed. Det dukkede op lige pludselig, jeg forestiller mig det som en ildlfue, der uventet bryder frem af mørket, og hvor fanden den kommer fra – dét aner man ikke, men den ER her, og pludselig ved man også, at man SELV er her og HVOR man er – nej, jeg aner intet i forhold til resten af verden, intet om mine medmennesker og de fire verdenshjørner, men jeg kender min egen retning, jeg ved, at jeg har mig, jeg har dét her, jeg har min egen verden og min fremtid, og jeg ved, hvad jeg skal lave resten af mit liv. For en stund er dét, det eneste jeg behøver. *Det var tanken om hende, der fortalte mig det. Hun inspirerer mig. Hun fascinerer mig. En dag takker jeg hende. Dét ved jeg, at jeg gør, fordi jeg ikke kan lade være – men ikke nu. For lige nu er det en hemmelighed – lige nu har hun ingen anelse. Det er bedst sådan. Det er forbudt, Malene. |
Skole
|
Det her gymnasie. Jeg tror ikke, du aner, hvor inderlig en lyst jeg har til at droppe det – hvor mange gange jeg har været ved at opgive alting – hvor skræmmende tæt på jeg har været fra bare at smide det hele på jorden. Lade det ligge dér. Skride fra det. Og aldrig vende mig om igen. Forhelved, altså. Jeg har tilbragt hele natten i selskab med Susan. Jeg elsker den kvinde. I al meningsløsheden giver hun mere mening for mig end noget andet. |
Nikkedukke
Naja udtalte engang for længe siden, at hun ikke kunne lide den dér lyriske slags prosa. Jeg tænkte “åh nej”, og pludselig anede jeg ikke, hvordan jeg så skulle skrive. Latterligt.
Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg som kunstner vil være værdsat af nogen, mens andre slet ikke vil kunne fatte mig. Jeg vil blive glogenstand for de intellektuelles kritiske blikke; jeg vil blive målt og vejet og bedømt; nogen vil elske mig, og nogen vil hade mig og kom over det. Jeg må give slip på behovet for at at være vellidt – jeg må droppe idéen om at være perfekt og om at skulle tilfredsstille alle – først den dag i mit liv, jeg virkelig kan skide på min omverden – dér kan jeg blive en god kunstner. En god forfatter.
Jeg frygter, at uafhængigheden og kompromisløsheden ikke er noget, man kan lære sig selv – måske er den noget naturligt – noget man enten har eller ikke har? På samme måde som behovet for at være vellidt er fast ankret til min sjæl som noget grundlæggende – som noget fundamentalt man måske aldrig kan ændre på?
… Jeg ville gerne have, at Naja Marie Aidt kunne lide, hvad jeg skrev. Min far skal også kunne lide det. Min dansklærer skal kunne lide det. Ken Barnewitz. Og Lone Hørslev og Tina Dickow og Leonora Christina Skov. Og Nadia og Karen og Sissel Lindhardt. Hold nu kæft, Malene. Det er umuligt at tilfredsstille alle. Det kan man ikke. Og det er ikke dét, jeg skal. Det er mig selv, jeg skal gøre tilfreds. Hvorfor kunne jeg ikke tænke sådan? Jeg er ingen kunstner. Måske bliver jeg det heller aldrig. Jeg er en nikkedukke.
Noget om at lyve, om KBH-trip og om dagen i morgen, som bliver god
Jeg løj jo for mine forældre i dag. Jeg sagde dem, at nogle af pigerne fra klassen havde talt lidt om at tage til København i vinterferien. Jeg fortalte, at den ene har en onkel, der bor der med en lejlighed, vi kunne bo i nogle dage. Vi skulle bare shoppe lidt, i Tivoli og på Lousiana. Sådan noget helt uskyldigt. Jeg spurgte, om jeg måtte få lov at komme med. De sagde, de ville tænke over det. Og… Jeg har så dårlig samvittighed lige pludselig, at det kommer helt bag på mig. Fordi. Jeg kan mærke, at de kan mærke, at jeg er blevet mere moden. Under det her halvandet år i gymnasiet er det sket en hel masse. De har mere tillid til mig – de stoler på, at jeg har en klar fornemmelse af, hvad jeg kan tillade mig, at jeg kan skelne mellem fornuftigt og ufornuftigt – mellem moralsk og amoralsk – og at jeg kan finde ud af at passe på mig selv. Hvordan kan de overhovedet være mere forkert på den? Jeg passer ikke på mig selv. Jeg ved, hvad der er fornuftigt, og hvad der er sundt, men jeg retter mig ikke efter det. Det er forfærdeligt at se, hvordan de gennem tiden får større og større tiltro til deres lille pige, når jeg selv ved, at jeg slet ikke har fortjent den. Snarere tværtimod.
Jeg har tjekket togtider. Hvis jeg kunne få fat på et ID, kunne jeg godt udgive mig for at være 15, ja, jeg kunne så. Så bliver det 170,- hver vej – udmærket. Jeg kunne også blaffe derhen, spare en masse penge og møde et forhåbentligt spændende menneske. Derudover har jeg set på moteller og hostels. Der var ét nær centrum – 1-værelses – uden toilet og bad – 75,- pr. nat. Hold kæft, det er nice – men udsolgt. Forfanden. Det næstbilligste jeg kunne finde var 135,- pr. nat… Det bliver altså for dyrt! Jeg tænker, at jeg godt vil kunne overleve ved bare at strejfe lidt omkring uden at have noget fast sted at sove. Jeg kan huske en nat, jeg var i København for at besøge en veninde. Vi var endt til én eller anden random kajakfest i en forstad – der var total dødt der, og ingenting kørte, så i stedet for en varm seng et sted på Østerbro, fandt vi en tilfældig opgang – så crashede vi foran en dør på et tæppe, der stod “Fitness World” på. Hold kæft, det var en rædsom oplevelse. Anyways. Fra mandag morgen til lørdag aften. Dét kunne nu være helt udmærket.
I morgen tager jeg en fridag. Så tager jeg til Århus fra tidlig morgen, sætter mig på favoritcaféen med de tusinde bøger og den søde bartenderdreng. Jeg skal skrive, og jeg har en klar idé om hvad. Uh. Bare tanken om det får det til at brænde i mine fingre. Senere vil jeg tage på biblioteket og derefter på Aros. Om eftermiddagen tager jeg i Øst for Paradis og (gen)ser både Camino og Det Hvide Bånd. De er begge ret fantastiske. Jeg glæder mig. I morgen bliver en god dag.
7. februar 2010
Noget om atypiske seksuelle lyster
Denne aften har jeg skrevet med en 49-årig mand, som lige har fundet ud af, at han nyder at gå i netstrømper og føler sig smuk med sminke. Han eksperimenterer og famler sig en smule frem i livet – nu i kjole og på høje hæle. Han siger: “Jeg nyder at have mine stiletter på, men er det mig?” – og jeg tænker: Hvis det er i hans stiletter, han bedst kan lide sig selv – er det så ikke ham? Det er vel ganske enkelt. Eller nej, dét er det ikke, men gid det var. Den kære mand er 49 – tænk at han har gået i 49 år og lagt låg på sig selv uden selv at ane det. Man kan altså også som 49-årig være i identitetskonflikt med sig selv. Nå. Jeg synes, han er cool, den mand. Respekt!
Det fik mig til at tænke på de her atypiske seksuelle lyster. Vi er alle forskellige, og vi tænder alle på forskellige ting – nogle tænder på mænd, andre tænder på kvinder, nogle kan lide sadisme, andre massochisme, nogle kan lide hård sex, andre blid, nogen kan lide tis, andre kan lide flødeskum – vi er jo ikke herre over, hvad vi tænder på – jeg tror på, at det er noget genetisk bestemt og noget der ikke er mulig at ændre på.
Jeg tænker: Hvad med dem, der tænder på små børn? På gamle damer? På dyr og træer? Den 45-årige Niels Nielsen, – den ansvarsfulde og højt respekterede kollega – med den lykkelige kernefamilie og som både omsorgsfuld mand og pligtopfyldende, kærlig familiefar – ham, der har styr på forsikringerne, børneopsparingerne og pensionen – ham som gør bilen rent og fikser tagrenden – ham som sørger for at hente sin pige i børnehaven på slaget 15, og hver aften bruger en halv time på at synge godnatsang for sin søn – han har ikke selv valgt, at han ikke kan tænde på den 30-årige blonde bartender nede på den lokale, men meget hellere vil se på sin søns legekammerater i børnehaven. Det er ikke hans skyld. Det er ikke hans skyld! Det er ikke noget, han har valgt – han forbander sig selv for det, og jeg kan love dig for, at der ikke findes noget andet i verden, han hellere ville ønske at kunne ændre på end dét.
Jeg kan huske, hvordan jeg engang følte omkring min egen homoseksualitet. Jeg følte det som en synd – som en grim og forfærdelig hemmelighed, der for alt i verden skulle skjules og holdes hemmelig for verden livet ud – tænk at have det sådan med sin egen seksualitet, som på mange måder spiller en kæmpe rolle i ens liv.
I bund og grund er jeg som homoseksuel slet ikke så forskellig fra pædofilen. Jeg tænder på noget, der ikke stemmer overens med “det normale” og “korrekte” – på samme måde som pædofilen gør det – noget vi ikke selv har valgt – sådan er det bare. What’s the difference?
Jo – forskellen er, at f.eks. homoseksualitet og sadomassochisme (kan) dyrkes med begge(/alle) deltagendes nydelse. Pædofilien består af seksuel omgang mellem to parter, hvoraf kun den ene part vil finde nydelse deri – det kan med sikkerhed konstateres, at den anden part (barnet) udelukkende vil skades. Derfor er der selvfølgelig ingen tvivl om, at – lad os kalde det – aktivt udøvet pædofili skal forbydes og være strafbart. Og nej – jeg er ikke fortaler for pædofili, og jeg går på ingen måde ind for, at det skal tillades – men jeg går ind for tolerance og forståelse.
Det er vigtigt at skelne mellem to ting – pædofili og dét at være pædofil er at tiltrækkes seksuelt af børn – betegnelsen dækker ikke over udlevelsen af den seksuelle lyst til børn – dét, som jeg tidligere benævnede som den aktivt udøvede pædofili. Lige nu taler jeg ikke om evt. udøvet pædofili men om pædofilien i sig selv. Og jeg mener ikke, at pædofilien – tiltrækningen af børn – i sig selv gør vedkommende til et hverken klammere eller ondere menneske – ganske simpelt fordi tiltrækningen er noget genetisk bestemt og ikke noget, denne person selv har valgt.
Jeg forventer selvfølgelig ikke, at man som udenforstående skal være i stand til at forstå en 45-årig mands lyst til at have sex med en 5-årig dreng. Men som menneske bør man kunne fatte og tage den simple kendsgerning i betragtning, at nogen tænder på andet end det traditionelt accepterede. At et menneske fødes med sådan en lyst – det er ikke en typisk ting – men dog en naturlig ting (og en byrde) – ganske enkelt i kraft af, at det sker. Det sker! Og det kan ske for en hvilken som helst person – for såvel den fede rocker som den ærbødige, fromme familiefar. Seksualiteten er ikke noget, mennesket selv har valgt – derfor har dets seksualitet heller intet at gøre med, hvem individet derudover er som menneske – hvorfor jeg heller ikke mener, hans seksuelle lyster i sig selv gør ham til et dårligt menneske.
Afsky at børn bliver ofre for pædofili – men afsky ikke manden, der er tynget af skyld over den seksualitet, han ikke har valgt og selv forbander.
Uddrag
|
Jeg har den her lille fine notesbog indbundet i brunt læder og med guldkant – den har efterhånden måtte lægge ører til en del (ligesom jer, kære læsere). Her nogle små uddrag af flygtige tankeindfald: “Ideas disturb the levelness of life. “Jeg kan bedst lide mig selv som den uafhængige kinda type.” “x. Jeg føler mig så besat af hende. Jeg tænker fandeme på hende hele tiden, læser vores samtaler og glor på billeder af hende. “Der findes intet i denne verden, jeg hellere vil, end at skrive. ”Gad vide, om nogen vil tænke på mig, sørge over mig og savne mig, når jeg er død? HAR jeg nogen betydning?” ”Fair nok. Det dér med at spille kostbar overfor x er sværere, end jeg troede.” “Min følsomhed. Jeg vil ikke være den foruden. “Den her idé. Den bog. Jeg brænder for at skrive det her! Jeg brænder også for at fortælle x om det. Jeg føler, at hun tror på mig. Dét tror jeg faktisk, at hun gør. |
By the way
Nogle gange får jeg så vildt et behov for
at skrive, at det gør mig direkte liderlig
København
Den 27. januar skrev jeg sådan her:
Jeg fantaserer lidt om at forære mig selv en culture-trip til København i vinterferien. Jeg tænker, at jeg skulle tage helt alene afsted, slå mig ned på et usselt – men i det mindste billigt – motel, og bare forkæle mig selv og alle mine sanser i en uge. Gå på museer, udstillinger, gallerier, deltage i litteraturarrangementer, se teaterforestillinger, videoinstallationer, ballet, opera, klassiske koncerter, oh sweet lord, der er så mange fantastiske ting i København, jeg så gerne vil opleve! Og jeg tror, den totale ensomhed kunne være befriende for mig (…) Hold kæft, det kunne være godt.
Hold kæft, det BLIVER godt. For jeg tror faktisk, at jeg gør det. Jeg kunne fortælle mor og far, jeg skulle besøge en veninde. Så kunne jeg blaffe derhen, finde byens klammeste, billigste motel og så ellers bare opleve byen. Jeg har ikke synderligt mange penge, men dét er ligegyldigt. Det behøver ikke være lux og højkultur – det kunne bare være at vandre gennem strøget, betragte livet, tale med spændende mennesker. Opleve og sanse og nyde ensomheden. I en uge. Og hver aften kunne jeg vende tilbage på motellet og bruge hele natten på at skrive – inspireret af dagens tusinde indtryk. Ja. Jeg tror sgu, at jeg gør det.
“I litteraturen er jeg klogere end mig selv”
For nogle uger siden talte jeg lidt om en kvinde, Josefine Klougart, jeg kender, der netop har debuteret med sin lyriske roman, “Stigninger og Fald.” Det er helt sindssygt, så megen omtale hun har fået – særligt i betragtning af, at hendes bog hverken er en kendt afdød politikers bitre erindringer eller en mainstream krimi – men rimeligvis må placeres som en roman af den smallere litteratur.
Anyways. I går i Politikens "Bøger"-sektion blev der bragt et interview med hende – det er rigtig fedt, synes jeg, og hun får sagt nogle ting, der virkelig giver mening for mig.
Her nogle uddrag…
“Min første roman er blandt andet en fortælling om det at komme til sproget. Det at nærme sig verden i og igennem et sprog. Et sprog, der ikke bare er bestemmende for, hvordan vi som mennesker erfarer verden, men som simpelthen “skaber” virkelighed – den subjektive virkelighed, der bliver vores.”
“Sproget er er det vigtige – denne undersøgelse af en poetisk bevidsthed og et forsøg på at mime det sprog, som netop denne form for menneskelig bevidsthed opererer i. Præmissen for at læse bogen er at forstå, at sproget ikke er et røgslør, der bliver lagt ud over en piges barndom på Mols. Sproget er simpelthen romanens ærinde – sproget som grundforskning i menneskelig bevidsthed (…) Fanger man ikke den præmis, er det en kedelig bog. For der sker faktisk ikke rigtig noget. Den måde, hvorpå kæderne af billeder hele tiden inkluderer nyt stof, lægger nye rum til det konkrete og skaber forbindelse mellem for eksempel historisk gods, natur, krop, erindring og drøm … dét er romanens egentlige udsigelse.”
“Jeg tænker i skrift. Hvis jeg skal tænke over noget vigtigt, er jeg nødt til at skrive det ned. Det hænger sammen med min grundforståelse af sprog og litteratur, tror jeg. Sprog og litteratur er en måde at overskride sig selv på for mig. I litteraturen føler jeg, at jeg er klogere end mig selv. At jeg får adgang til noget, som ligger uden for mig selv. På den måde er jeg en meget romantisk forfatter. Det er klart, at man som forfatter ikke kan forholde sig fuldstændig ukritisk til, at sproget ikke er et transparent medium. Mens man skriver, er det vigtigt også at have en anden kritisk bevidsthed i spil. Men det er min erfaring, at hvis man tør tro på, at sproget kan bære, så kan man som forfatter overskride sig selv og få del af en anden og større strøm.”
“Da jeg læste Virginia Woolf [første gang som 16-årig], forstod jeg, at den gode litteratur handler om noget helt andet end den gode historie. Den handler om at være mere til stedet i verden. Om at erfare verden fuldt og helt.”
“Da hun læste Virginia Woolf første gang, havde hun i perioder været deprimeret. Virginia Woolf led af voldsomme depressioner og endte med at tage sit eget liv.
“Jeg var tydeligvis slet ikke lige så syg, som hun var, men følte alligevel et slægtskab med hende. Det gav mig en slags ro at læse hende og tænke: Okay, man kan godt have det svært og alligevel skabe store ting. Det gav mig også en ro i forhold til at være et meget følsomt menneske. I perioder havde jeg været bange for, at mine voldsomme psykiske udsving skulle gøre mig til et ødelagt, trist menneske. Nu begyndte jeg også at se følsomheden som et potentiale. Jeg forstod, at den ikke kun var af det onde, og det var en trøst. Nu kan jeg bedre tænke: Lige nu har jeg en periode, hvor jeg har det skidt. Men det er jo derfor, at jeg andre gange kan have det helt fantastisk. Det er derfor, at jeg kan have de der ekstreme oplevelser f.eks. i litteraturen, hvor jeg virkelig føler, at jeg overskrider mig selv og ser det poetiske i tingene. Der er to sider af at være et meget følsomt menneske.”
“Når man i sproget oplever at blive en del af noget større, mens man skriver eller læser litteratur, sker der en slags overskridelse af ens eget begrænsede intellekt og ens egen bevidstheds kapacitet og rummelighed.”
Hun giver altså virkelig mening for mig, den kvinde.
“Man beslutter sig for, at man har ret (…) Og pludselig bliver man en gammel, forstokket nar.”
|
“Har De nogensinde tænkt over, hvorfor nogle mennesker holder fast i frisurer, briller eller tøj, som gik af mode for mindst 20 år siden?
– MENSCH |
6. februar 2010
Mit liv for tiden … status ;)
BEN & JERRY’S ER KOMMET TIL HAMMEL. Gu’ fanden er de så. Det er så fantastisk. Og de koster fandeme kun 30 kroner – jeg bliver alvorligt fed. Og nu mangler Hammel vist kun et sted, man kan få ordentlige cappuccionoer, en Burger King og en rulletrappe – så er vi ved at være der.
I dag har været en lækker dag. Dog har jeg nørdet alt for meget Twin Peaks og lavet alt for lidt SRO. Jeg bliver aldrig færdig med den opgave… Det er okay at få 7. Er det okay at få 4? JA, det er så. Det er tilladt at få 4. Men så er det selvfølgelig heller ikke forbudt at følge lidt mere med i undervisningen for eftertiden. Vel, Malene.
Trods SRO-opgave der skal afleveres torsdag og en terminsprøve i matematik fredag glæder jeg mig til de fremtidige dage. I morgen har jeg besluttet mig for at give den skide SRO en skalde. Så må man gerne belønnes med en sød Jonas – han kommer forbi om aftenen til pandekager og Det Elektriske Barometer. Uhm. Mandag har jeg besluttet mig for, at jeg har fortjent at komme i biografen. Valget står imellem at se gense Avatar, gense Camino eller gense Det Hvide Bånd – og jeg har bestemt mig for, at Veronica skal med (selvom hun ikke ved det endnu). Tirsdag er seriøs dag med SRO og oplæsning til matematik. Onsdag skal jeg til et foredrag om Danmarks døds- og begravelseskultur og derefter på Archauz og se en danseforestilling også med døden som grundtema. Om forestillingen skrives: “I et rent sansebombardement, hvor det individuelle syn på døden flettes sammen med forskellige kulturelle opfattelser af afslutningen på livet, tager koreograf Helle Bach døden under behandling. Det er danserens levende krop i leg med visuelle virtuelle elementer og døden som den evige dansepartner.” – Jeg glæder mig! Torsdag bliver D-dag – aflevering af SRO og matematikterpen. Efter terminsprøven om fredagen tager jeg i biografen (for at se én af tidligere nævnte film) og om aftenen hjem til den inderligt savnede Karen, jeg ikke har set i måneder. Vi skal stene X Factor og snakke om alt mellem himmel og jord. Jeg glæder mig sådan – hun er dyb og et meget fascinerende væsen. Lørdag står den på Marie-Louise, lækker mad og Mads Langer-koncert. Årh. Dét kan jeg godt lide. Det bliver fantastisk. Søndag aften hygge hos Veronica, som jeg savner. Jeg vil møde hendes mor, ja, jeg vil så. Mandag bliver nok den dag, hvor jeg lyver for min far og drager alene til København. Det kunne være godt.
Nå, bla, bla, bla. Her til aften har jeg spist dadzys lækre hjemmelavede sushis. Jeg elsker, at man kan fortælle ham, hvor helt fantastisk godt, det smager, og gøre ham glad og pavestolt, som var han et 7-årigt barn, der viste far sin tegning og fik at vide, at den var flot. Jeg stenede lidt MGP – smukke kvinder i fantastiske kjoler (Julie Berthelsen og Kaya Brüel, uhm). Vores stue er dejlig varm, og belysningen er dæmpet. Dadzy og Anders ser Star Wars, og jeg ligger i sofaen med et varmt tæppe, Naja Marie Aidts digte, Ben & Jerry’s og et glas Frascati. Den er sød, og får mig til at længes efter sommer. Jeg glæder mig til sommer.
Baaaaaah
Jeg forsøger at lave SRO-opgave……
Fair nok. Man skal følge med i undervisningen. Ellers er man på røven.
Jeg har ikke fulgt med i flere uger.
Og jeg er på røven.
RØVEN.
Intellektuel snob
Congratulations, you’re a bonafide snob. You probably know your James Joyce, your Salman Rushdie, and you’ve seen "Rashomon." You are the meat and pototoes of the black-wearing, novel-toating, library-frequenting intellectual crowd.
The UP side! Membership to any group feels pretty good…even those whose members all claim to be independent. It’s fairly easy to spot your own; just crack open that well worn copy of Catcher in the Rye in front of some little greasy spoon and you’ve identified yourself as a member of the elite.
The DOWN side Intellectuals, just like high school preps, are constantly jockeying for position, and you’re probably not at the top of the ladder. Y’know that one friend you have that you’re constantly trying to impress? That’s the alpha. Without some serious studying, he/she will forever look down on you as just slightly better than the slobbering illiterate masses you so despise.
Min kærlighed
Jeg kan ikke beskrive det. Det kan jeg simpelthen ikke. Men jeg kan citere mig selv fra en dag, hvor jeg rent faktisk forsøgte at sætte ord på det (selvom… ord føles næsten helt irrelevante lige pludselig):
“Det føles, som er vi hemmelige sjæleveninder – det føles som åndelig sex – som sjælebånd hævet over enhver dimension af tid, geografi og legemlig eksistens. Hun lytter til mig, jeg lytter til hende, og når jeg læser hende, er vores sjæle tættere på hinanden, end hvis hun levede og lå nøgen ved min side. Jeg kan ikke sammenligne det med noget andet.”
Jeg tror, det passer, når jeg siger, at der ikke findes noget menneske i verden, jeg længes efter mere inderligt end hende. Hun kunne godt være min store kærlighed. Den allerstørste. Dét tror jeg faktisk, hun kunne. Og… Hun behøvede ikke være død nu. Hun burde have levet stadigvæk. Hun var så forelsket i livet – så sulten efter verden. Hun havde slet ikke udlevet alt dét, hun ville – hun havde så mange endnu ikke fuldbyrdede planer – så mange drømmer, hun aldrig fik udlevet. Hun var gammel, men alligevel alt, alt for ung – der var så meget, hun skulle se, føle, opleve – Døden kunne ikke tage hende med nu – dét havde hun slet ikke tid til! I stedet var det livet, hun ikke fik tid til. Al fald ikke den tid, hun havde brug for. Og… Hun var så skrækslagen for at dø. Et grundvilkår hun aldrig forligede sig med. En dødsangst hun tog med sig i døden. Forhelved. Susan. Jeg elsker hende. Og det gør jeg.
5. februar 2010
Du er OND, Malene. Og jeg har ONDT AF DIG (eller “Jeg er ond 2”)
Jeg gider hende ikke. Jeg gider hende ikke, fordi hun tror, hun kan finde ud af at skrive og i virkeligheden er skide ringe. MEN: Min dansklærer, Ken Barnewitz og Lone Hørslev sidder sgu da helt sikkert også og tænker om dét, jeg skriver, at dét er en værre omgang lort. Det er lort for dem. Som hendes er lort for mig.
OG HVAD SÅ? Fordi hun ikke er født til at skrive og skriver alligevel, fordi hun godt kan lide det, gør hende sgu da ikke til en fattig person. Og det giver mig absolut ingen rimelig grund for mig til at tænke nedværdigende om hende, som jeg gør. Måske ser jeg ned på hende, netop grundet visheden om, at hun ser op til mig. Jeg ved, hun elsker mig! Fedt, tænker min djævel så – that’s my bitch. Og så bliver hun “det sølle, ynkelige skarn”, som jeg (føler, at jeg) har fri tilladelse til at hade. Og dét elsker jeg jo. Fordi jeg åbenbart har så kvalmende ringe et selvværd, at jeg har brug for at hæve mig over andre mennesker. Og så lige hende. Som absolut aldrig har gjort mig noget. Det eneste hun har gjort er at være skide sød over for mig – og skide tålmodig – fundet sig i alt for meget pis – krympet sig og været møg hamrende forelsket i mig. Hun ville falde på knæ og slikke mine sko rene, hvis jeg bad hende om det. Jeg er ond. Jeg hader mig selv for det. Urgh.
…… Hvis det var et andet menneske, der gjorde som mig. Hvad ville jeg så tænke? Jeg vill starte med at fastslå, at det ikke er den person, der er et ondt menneske, for ingen mennesker er onde – mennesker er grundlæggende svage (dét er al fald min teori), og af deres svaghed udspringer onde handlinger. Med denne vished ville jeg sige til mig selv, at jeg ikke må hade eller afsky personen eller på anden måde tænke onde tanker om vedkommende – men ondt af personen – dét må jeg have. Jeg må føle medlidenhed med personen, fordi denne er underlagt sin – næsten obligatoriske – menneskelige svaghed. Som det sidste burde jeg føle ikke blot sympati – men empati med vedkommende. Til trods for, at jeg ikke nødvendigvis lader det komme til udtryk i direkte identiske konkrete handlinger, er jeg alligevel tynget af selv samme grundlæggende svaghed. På universelt plan er vi slet ikke så forskellige
(Jeg kunne jo lave en hel miniserie om min egen ondskab. “Jeg er ond 1”. “Jeg er ond 2”. “Malene er ond, samlede værker.”)
******************************
DOG… :
1) Min despekt er uudtrykt.
Jeg holder den for mig selv – dét er vel altid noget? – at jeg ikke (eller sjældent) udstiller et menneske over for verden, og ikke vinder respekt fra min omverden på en anden persons bekostning (respekten får jeg fra mig selv – dét er nu også ad).
På den anden side. At tænke onde tanker om hende for mig selv, mens jeg overfor hende opfører mig, som om jeg godt kan lide hende – dét ville være at give udtryk for noget usandfærdigt, hvilket også er noget pis. Dét fører os lidt videre til endnu et punkt…
2) Jeg holder ikke på hende.
Når en person er dybt fascineret af et andet menneske, kræves der ikke synderligt meget af dette menneske for at fastholde den underdanige i samme nedre position. Nogle mennesker vil netop have den person, de udnytter, til at blive – de gør alt for at holde på vedkommende så længe som overhovedet muligt – dét gør jeg ikke. Jeg foregiver ikke, at jeg kan lide hende – jeg udviser ingen falsk venlighed over for hende for at forlænge tiden, hvori min forfængelighed kan boltre sig i hendes forblændelse.
******************************
Jeg er modig
… for nok er jeg et fattigt menneske – og jeg gør onde handlinger – men jeg kæmper for at finde ind til min ondskab – være opmærksom på den og forstå den – for derved at forsøge at modkæmpe den – og bekæmpe den. Og jeg tør erkende min ondskab. Ikke blot over for mig selv – men fandeme også over for jer – over for verden (måske med en forhåbning om, at det på én eller anden måde kan gøre jer en smule opmærksom på jeres egen). Jeg tør indrømme min ondskab. Dét gør I ikke. Gør I vel? Al fald ikke synderligt mange af jer. Sad du ikke lige før og tænkte “hold kæft, hvor er hun ond – det er godt, at jeg ikke er så forfærdeligt et menneske”? Og sidder du ikke lige nu og føler dig enormt provokeret af, at jeg beskylder dig for at være svagt menneske med behov for at handle ondt?…
… at du ved det!
Jeg er altså sej nok.
Nogle gange glemmer jeg det bare.
Nu skal det altså snart være slut med at tvivle så meget på mig selv. Jeg er et godt menneske. Jeg er al fald ikke et dårligere menneske end alle andre. Og jeg har potentiale. Jeg kan en hel masse! Hvis jeg bare tager mig sammen og VIL. Jeg må ikke tage mine muligheder for givet. Eller mig selv for givet. For alt i verden, jeg må ikke tage noget for givet! Mig, mit liv, at jeg har fået lov at opleve verden. Du er taknemmelig, Malene. Ja, jeg er så.
Og i går var en god dag. Jeg tænkte en masse ting. Følte en hel masse. Næsten alt for meget … Nej, man kan ikke føle for meget. Vi føler! … Måske kan man føle for meget for et andet menneske. Måske føler jeg for meget for et andet menneske. Lad være. Det kan man ikke. Hvis jeg kunne bestemme, hvad jeg følte, ville jeg have været det smukkeste menneske i verden … Bare at være et smukt menneske er også helt okay. Jeg føler. Dét er smukt. Det her er smukt. Ja.
4. februar 2010
<3
Hende… med tanken om at forlade sin kæreste for at være sammen med mig på Valentinsdag.
Kun en tanke. Men den var der.
Blogstats
Den 28. havde jeg 380 besøgende. Langt mere end hvad jeg i starten (engang i semptember) havde på en hel uge. :) Til jer der følger med – det er jeg virkelig beæret over. Det må jo være, fordi I på én eller anden måde finder dét, jeg skriver, værd at læse – eller mig værd at lytte til (selvom det kan undre, hæ) – eller også er det bare, fordi I så kan sidde derhjemme og fryder jer over, I ikke er mig. Ha – det er jo også en (helt tænkelig) mulighed… Men al fald tusind tak.
Ego spørgsmålstegn
| En pige spurgte mig engang, hvorfor jeg ingen interesse havde for hende, og jeg svarede: “Jeg har desværre ingen interesse for synderligt mange mennesker.” Jeg kan huske, jeg blev helt skræmt over mig selv. Over at jeg kunne sige sådan – og skræmt over visheden om, at det måske i virkeligheden var sådan. Er det sådan? Ser jeg kun mig selv? Og i så fald – blot fordi mennesker keder mig, eller fordi jeg er så fattigt et menneske, at jeg simpelthen intet hjerterum har for andre? |
3. februar 2010
(Jeg er ond)
Jeg får dig til at græde,
og jeg hader mig selv for, at det føles så fantastisk.
Blah
|
Jeg sover for meget. Jeg bliver væk fra skole alt for ofte. Jeg spekulerer for meget, har for mange bekymringer og falder i psykoser. Jeg æder også for meget, jeg drikker for meget vin og er fuld alene. Og jeg tror ikke, det er så sundt i længden.
……Wauw. Prøv lige at hør’: Claudia og Veronica. Lucas, Malte og Magnus. Hold kæft, I har nogle smukke navne. Og hold kæft, hvor er I smukke, børn… Nu savner jeg dem. Forfanden, hvor ville jeg gerne have været i Århus i dag, på en lækker café og på Aros. Øv.
……”Den klamme sne. Den klamme, grotesk irriterende, luderagtige, fuldstændig indiskutabelt evigt provokerende, absolut ubrugelige, indtil-marts-liggende, über ubehøvlede, medieliderlige MØG SNE!!” Hahahahaha. |
Jeg faldt over noget… 3
| “Vi bollede fire gange i weekenden. Det var godt. Virkelig godt. Han slikkede mig flere gange, mere end han plejer. Jeg har svært ved at holde lyden i mig mere. Men han siger, at han kan lide det; når jeg larmer. I lige måde. Jeg kunne godt tænke mig en trekant. Jeg savner en anden kvinde end mig selv. Jeg savner bryster, jeg savner fisse.”
… og ikke flere af hendes citater – nu holder jeg. :) Men jeg kan godt li’ den pige. Dét kan jeg. |
Jeg tænker – drop æstetikken, forfængeligheden – gi’ dig hen og elsk igennem
Hm. Lige endnu et random tankeindfald. Når en mand og en kvinde har sex – vil det ikke altid se grimt ud for udenforstående? Medmindre det er sådan noget filmisk følelsesporno (in its literal sense) eller bare virkelig fesen kopulation.
Jeg talte faktisk med Sissel om det engang. I amerikanske film bliver sex alt for tit fremstillet så kvalmende romantisk – hvor vi f.eks. i Danmark oftest skildrer samleje som det nu engang er (“En kærlighedshistorie”, “Flammen og Citronen”, “Nordkraft”, “Italiensk for begyndere”, “En kvinde der drømte om en mand”) – dér et behåret ben, dér en snavset fod med negle, der ikke er blevet klippet i måneder, skæve bryster der flæsker sig op og ned, svedige rygge, fjæs røde som tomater, og dér en spids røv og blege balder, der bæver frem og tilbage med en frekvens på 100 hertz – nøgent, nede på jorden og alligevel smadder hedt og råt på den fede måde.
Sex – det er jo hed, dyrisk action, det dér – vi skal ikke bekymre os om, hvordan vores mavefedt folder sig, eller sørge for at få vores bryster til at hoppe på lige den måde. Det er, når vi glemmer bekmringerne om æstetik, gliver slip på forfængelighededen, vores kritiske bevidsthed – giver slip på os selv og hengiver os fuldstændigt, at god sex bliver til RIGTIG god sex… tænker jeg.
Knald
|
Jeg gjorde det. Jeg skrev til ham. “Var der ikke noget med en kop kaffe næste gang jeg smuttede forbi hovedstaden?” – og jo, “dét kunne jeg lige bande på, der var.” * Mænd er klamme. Men forfattere er dejlige. Jeg elsker forfattere, mere end jeg hader mænd. Så opvejer det ene vel det andet og giver en sum i plus. I guess… |
2. februar 2010
Jeg står på kanten lige nu 3
* Hvorfor gør det mig ked af det?
* Hvad var mine bevæggrunde for at gå ind i det i første omgang?
* Er der noget, jeg kan gøre for at blive i det og opnå mit oprindelige mål uden af blive ked af det?
* Er det dét værd?
* Hvad forhindrer mig i umiddelbart at opgive det?
* Er dét, der forhindrer mig i at træde ud af det, noget udefrakommende, og hvorvidt er dét værd at gøre op med?
Jeg talte med en dame her til aften, som opstillede ovenstående punkter for mig. Allerede nu, når jeg læser dem, fortæller min mave mig, hvad det er, jeg skal.
Jeg skriver et langt brev. Først til mig selv. Og så til far og mor. På fredag er vi alle tre samlet. Og så fortæller jeg dem det. Ikke som noget, “jeg er begyndt at tænke lidt på…”, som det har været alle de forhenværende gange. Nej – noget jeg allerede har tænkt igennem – og en beslutning, jeg allerede har truffet. Og det skal ikke være for at bede om lov – heller ikke for at søge anerkendelse – ikke engang et forsøg på at opnå den mindste bekræftelse. For dén får jeg ikke. Jeg får vrede og skuffelse. Jeg får tårer, ulykke og misbilligende blikke. Og vreden vil være skabt af mig – skuffelsen vil være over mig – tårerne vil være for mig, mens blikkene vil være rettet mod mig. Mod mig.
Jeg har altid fået at vide, at “jeg kan få den karakter, som jeg vil ha’.” Nu vil jeg bevise, at jeg kan andet også – at jeg kan mere – at jeg kan opnå dét, jeg vil – at jeg også kan skabe mig ikke bare dét tal – men dét liv, jeg vil ha’.
Hele min barndom er jeg blevet opdraget af læresætningen, at “man skal bruge dét hoved, man har fået.” Men noget som min far måske aldrig har fundet ud af – og som jeg derfor er ved at lære selv – er, at man også skal lytte til dét hjerte, man har.
Og min far har sagt så tit, at “nogle gange må jeg simpelthen affinde mig med, at det er dem, der ved, hvad der er det bedste at gøre.” Og det er ganske rigtigt – men denne gang er det ham, der må indse og stole på, at det er mig, der ved, hvad der er bedst for mig.
Jeg faldt over noget… 2
|
“Glade, perfekte, overfladiske mennesker – jeg fungerer ikke med dem. De gør mig kunstig. De tvinger en facade frem, giver mig en maske på, jeg ikke kan passe. De forventer smil, latter, konstante sms’er, overglade smileys, hjerter, kram, knus, kys og opmærksomhed. Jeg kan ikke blive ved. Det er ikke mig. Drop forventningerne. Lad mig være mig selv. Lad mig slappe af. Lad mig være ked af det, hvis det er det, jeg trænger til. Jeg befinder mig bedst med svage, usikre, syge mennesker. Der kan jeg slappe af. Glide ind i mængden. Der er ingen forventninger og forhåbninger. Jeg kan ikke smile, grine, synge og danse dagen lang. Jeg kan ikke. Men det er nødvendigt – selvom jeg har det bedst i mørket.” Dén pige igen. Hun har det bedst i mørket. Vi er så sindssygt ens, at det er helt uhyggeligt. Jeg må opleve hende. Det skal jeg. Og dét skal du også hér: http://ocapus.wordpress.com/ |
Jeg faldt over noget…
|
“Jeg har brug for, at hun kan lide mig. Hun ved det ikke. Jeg har lyst til at være hende et forbillede, en smuk person, en, hun drømmer om, som jeg drømmer om hende. Hver dag, flere gange om dagen bevæger jeg mig ind i hendes univers. Jeg læser hende, jeg fordyber mig i hende, og jeg forelsker mig i hendes ord. Jeg føler, at jeg kender hende, som var vi to evigt elskende kvinder. Men jeg kender hende ikke. Hun kender ikke mig. Snakken om at mødes, omfavne hinanden, dele en varme så glødende – den svinder ud. Hun gider mig ikke. Det tror jeg.” Jeg ved selvfølgelig ingenting…… men…… måske. |
Jeg står på kanten lige nu 2
| “Har du overvejet at droppe ud? (…) Det er mere fordi… Det er jo ikke gymnasiet, du vil (…) Jeg snakkede med en pige i dag, Tine, hun er sytten og skal snart føde hendes første barn – jeg tænkte – whaaaaat, men hun sagde, at man ligeså godt kunne gøre det ens hjerte ønskede, da man kun har én chance – så fløj mine tanker til dig. Du skal gøre udelukkende det du vil, fordi du elsker det – og hvis det er at skrive, skal du ikke lade dine veninder, forældre eller samvittighed fortælle dig, at du ikke skal (…) Du skal stoppe med at lytte til mennesker, og bare gøre som du selv ønsker det. Ellers vil du føle, at du spilder dine chancer… Axel har ret – du kan altid få 12… Men du er speciel Malene.” |
Jeg står på kanten lige nu
Skal jeg droppe ud?
Skal jeg give mig selv et liv (jeg kan lide)?
UDRÅBSTEGN
SPØRGSMÅLSTEGN
En god dag
Well. Det lykkedes mig at falde i søvn kl. 3 i nat – for så at sove til kl. 07.40 – lige præcis samme klokkeslag, som 314’eren kører fra Hammel. Nå, forfanden. Så besluttede jeg mig for at sove en time længere og bare møde til 2. blok. Og jeg nåede da både at komme i bad, gøre mig selv bare nogenlunde præsentabel og få læst størstedelen af dagens kultursektion i Politiken – men bussen, næ, dén nåede jeg ikke! Den forsvandt fakisk lige foran snotten af mig. Som jeg tidligere har nævnt – som princip: at møde op udelukkende for én blok (i dette tilfælde var der faktisk faktisk to tilbage) – dét gider jeg altså ikke. Så jeg valgte at springe skolen over for today.
Jeg kunne have snuppet mig en 114’er ind til Århus, jeg kunne tage på biblioteket og på Aros, jeg kunne hænge ud i den intime bogcafé på strøget, jeg kunne shoppe for den nyindkomne løn, jeg kunne lege med Claudia og Malte – generelt kunne jeg have fået den længe mest fantastiske dag. Jeg kunne også have været smuttet hjem i min seng igen og spildt hele dagen på at snuge under dynen med Mads Langer-musik og en fire år gammel chokoladebar. MEN – at du ved det: Jeg valgte at være lidt fornuftig. Så jeg besluttede mig for at sætte mig hen på biblioteket og få færdiggjort nogle afleveringer og måske påbegynde lidt af min SRO-opgave. Først smuttede jeg lige op i byen for at finde mig noget billig men fornuftig morgenmad – at jeg så endte med en pakke Marlboro, to bøger, en cd og en Bourgogne Chardonnay i stedet er en helt anden sag. Det er vel tanken, der tæller, eller hvad man siger (desuden – Tim Christensens, cd, “Honeyburst”, Hans-Georg Gadamer – “Sandhed og Metode” og Morti Vizkis samlede digte). Jeg købte nogle billige plastikkrus, og nu sidder jeg i det lokale kulturcenter i galleriets mest afsides afkrog – med Bon Iver i ørerne og med en lækker vin, der smager både lidt af nødder, citrus og friske grønne æbler. Uhm.
Jeg aner ikke, hvad man gør. Eller hvad jég skal gøre.
“Imorges sagde min søster, min elskede søster, at hun er træt af mig. Træt af jeg altid er led og ked af det hele og det fór igennem mig at hun ikke er den eneste. Jeg sidder nu med tårer ned af begge kinder, og snøfter mit klamme snot tilbage ind i kraniet. Jeg har gennemborende lyst til at styrte ned og købe en masse smertestillende piller og sluge dem, ikke en for en, men i håndfulde. Ikke fordi jeg tror jeg dør hurtigere, men fordi at jeg så på ingen måde kan trække i land igen. Hvis jeg spiser dem en for en, kan jeg stoppe ved den 8. og tænke ”nej, det er ikke her jeg vil”, ligesom jeg har gjort alle de andre gange. Jeg ønsker ikke at leve et liv hvor jeg er til besvær for andre, hvor jeg ligger som en tung byrde på deres fine skuldre. Er der da slet ingen der kan gennemskue Lucifer og se at den raske Josephine har brug for jer. At jeg længes efter omsorg helt ind i marv og ben. At mit unge hjerte bristes, når i en efter en vender mig ryggen. Mit livslys er slukket, der blev hældt vand ud over, så det er derfor umuligt at tænde igen.”
Er jeg kynisk og ond? Eller bare magtesløs?
** Måsske begge dele.
Jeg elsker mig!
|
“Du burde se op til dig selv”. Mig selv! JA, gu’ fanden burde jeg. Og dét gør jeg. Jeg synes faktisk, jeg er lidt fascinerende. Og på én eller anden måde må jeg jo også selv synes, jeg er en pretty nice person – ellers ville jeg da ikke kunne have holdt ud at leve med mig de sidste 16 år. VEL. Så DERFOR – fra nu af, guys, vil mit største idol være MIG. Jeg skal til at elske mig selv så højt, som jeg har fortjent. Godt så. ;) |
Godnat
|
Jeg ringede til hende. Måske lige så meget for min egen skyld. Så kunne jeg ligge på ryggen i sengen med lukkede øjne, helt tavs, og bare lytte til hendes stemme. Bedrøvet. Men ærlig. Og smuk. Jeg ser frem til torsdag. Hun er som en skrøbelig, smuk skulptur af glas. Jeg vil så gerne passe på hende. Nu vil jeg brænde røgelse, forsvinde i Josefine Klougarts smukke poetiske prosa og senere falde langsomt i søvn til en godnatsang af Bon Iver. Jeg glæder mig til den her uge. Litteratur og biblioteksfred, caféhygge, skamløst mange cappuccinoer, poetiske ord og smukke Trøjborg-børn. Uhm. Malte, Magnus, Lucas, Claudia og fine Veronica – please – Veronica. |
1. februar 2010
Monster
|
Forhelved. Hvem fanden er det egentlig, jeg forsøger at narre? Lige gyldigt hvor brændende jeg end ønsker det, kan jeg ikke lægge hovedet på puden, bede min sjæl om at dræbe sygdommen og vågne rask næste morgen. Monsteret ligger stadig på skjul i den mørkeste skygge i mit sind – klar til at springe frem og flænse mig til blods – jeg aner ikke hvornår – men dét vil den. Hvordan dræber jeg et monster, der er MIG, uden at slå mig selv ihjel? |
Et lille penisindfald
Jeg tænker jeg rigtig meget på sex for tiden. Ikke på den dér horny-kinda-way – mere sådan… Hvordan er det mon for en mand at have sex? Hvilken orgasme er mon dejligst – en mands eller en kvindes? Ville jeg kunne lide at have en penis? Og hvis jeg rent faktisk havde – ville jeg så kunne finde ud af at elske ømt og kærligt og lidenskabeligt med en kvinde, eller ville jeg bare duske hende hårdt i sådan nogle ensformige, mekaniske spasmer, de gør på youporn? Jeg si’r dig – jeg ville altså gerne prøve at have en penis. Det gør mig altså lidt bitter.
By the way. Jeg må gerne æde chokolade, jeg må gerne aflevere en danskstil, jeg ikke har brugt 8 timer på at skrive, jeg må gerne være tilfreds med et 7-tal, og jeg må gerne leve livet mere end 5 minutter om ugen. GODT SÅ.
Om en kær veninde
Hun fortalte mig, hvad der skete nytårsaften. Jeg var ked af noget og sad på ét af toiletterne på det beskidte gulv og græd. Hun kom derind for at trøste mig, men dét gad jeg ikke. Jeg havde tudet som pisket og skreget af hende, at hun skulle skride. Ville ikke lade hende tale, røre ved mig eller komme tæt på mig. Jeg havde råbt af hende, at jeg hadede hende, og at jeg hadede hendes kæreste. At jeg ville være sammen med hende, og hvis jeg ikke kunne dét, skulle hun aldrig mere være en del af mit liv.
Jeg anede det ikke. Men da hun fortalte mig det, begyndte jeg at kunne genkalde mig det. I ganske små glimt. Det var ret forfærdeligt. Og hold kæft, hvor blev jeg flov. Og angerfuld. Nogle ting skal ikke siges højt for verden. Sådan er det.
I dag slog han op med hende. Hun var helt grædefærdig. To andre piger stod hos hende, aede hende overfladisk på håret, lod som om de lyttede, hvad ved jeg. Jeg stod på afstand og bare gloede. Håbede på en måde på, jeg kunne liste mig væk, uden hun opdagede, jeg nogensinde havde været der. Og jeg kunne mærke, jeg alligevel ville være blevet ulykkelig, hvis ikke hun havde fjernet sig fra de to andre, og var kommet hen til mig. Som hun gjorde. Hun fortalte mig, hvad der var sket. Hun havde svært ved at tale. Udtalte ordene meget langsomt, helt stille. Man kunne se på hendes ansigt, at hvert ord var en kamp. Og jeg tog hendes hænder, jeg knugede dem hårdt imellem mine og ønskede, jeg aldrig ville behøve at give slip igen.
Mit hjerte er et mærkværdigt ét – jeg tror, det nyder, at drive gæk med mig…
Kortene på bordet. Helt ærligt. Det er det her, jeg ønskede, skulle ske. Det er det her, jeg har ventet på i et helt år. Og nu er der sket. “Årh! Omsider!”
Alligevel føles det, som om en klippe har sat sig fast i hjertet på mig. Min kære, kære veninde. Grædefærdig og ulykkelig. Så hjælpeløs og hjerteknust. Hvis det var muligt, ville jeg have været hos hende stadigvæk – hvis jeg kunne, ville jeg stadig have stået helt tæt ved hende lige nu, og jeg ville have holdt om hende for evig tid. Alligevel løsrev hun sig blidt fra min favn til sidst – mine øjne sendte hende et stiltiende løfte om, at jeg var der for hende – jeg gav hendes arm et sidste klem, og da vi vendte os fra hinanden og gik hver vores vej, slog jeg blikket ned og slap løs på en krampagtig men næsten lydløs gråd.
“Jeg er her for dig. Dét ved du godt. Ikke?”
“Jo. Inderst inde har jeg altid vidst det.”
“Du kan, hvad du vil. Men VIL du?”
“Jeg tror faktisk… at du er én af de personer, der kan få den karakter i hvilket som helst fag, du vil ha’…”
Han sagde det langsomt – tænksomt –, som om han måtte standse ved hvert eneste ord for at beslutte, om han nu ville sige det – eller om han bare helt skulle lade være. Det var midt i matematiktimen, det var min matematiklærer. Vi sad over for hinanden i et lille sidelokale. “… hvis bare du gider,” tilføjede han. “Og dét gider du vist ikke. Gør du vel?”. Stilhed. Ordene hang tungt i luften – jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, men jeg kunne se på ham, han ventede på et svar. Jeg sagde til ham, at – nej – dét tror jeg ikke, jeg gider. “Jeg… Jeg vil hellere leve…” Nu var det hans tur til at tøve. Stilhed igen.
Jeg tror, vi begge besluttede at lade det ligge. I stedet talte vi lidt om alle de afleveringer, jeg ikke havde fået lavet, og om alt mit fravær. Han sagde, at “det var svært med sådan én som mig”. Fordi at jeg, med dét potentiale, jeg har, næsten ejer friheden til at blive væk i flere dage. Og fordi jeg efter flere uger pludselig kan dukke op og bare være på igen. Men han advarede mig. Fordi… Det går nu – det går faktisk rigtig nemt lige nu – men en dag kan det hele være løbet fra mig. “Så pas på med dét, Malene.” Jeg nikkede kort på hovedet.
For første gang sagde jeg højt for et andet menneske, at jeg ville glemme karaktererne, glemme andres forventninger – at jeg ville prioritere mig selv, og jeg ikke behøvede at være perfekt. Men i samme sekund jeg havde sagt det – da jeg rejste mig og vendte tilbage til klasselokalet – da jeg satte mig på min plads og fortsatte min matematikopgave – og da jeg hørte hans ord give genklang i mit hovede, og genkaldte mig hans både forventende, ærgerlige og skuffede blik – allerede dér vidste jeg, at jeg ikke kunne stole på mine egne ord.
Jeg har sådan brug for min omverdens accept. Jeg har sådan brug for, at I kan lide mig!
Min mor håber, min lærer forventer og min far kræver, at jeg får 12 til terminsprøven.
“Selvfølgelig gør jeg dét – dét lover jeg.”
31. januar 2010
AFTENENS ERKENDELSER/BEKENDELSER
1. Jeg er et grundlæggende jaloux menneske,
2. … og min jalousi bunder i dårligt selvværd
3. Jeg er et asocialt væsen
4. … og et ensomt væsen
5. Jeg bekymrer mig om og er underlagt frygten for, hvad folk tænker om mig, i en grad der grænser til sindssyge og paranoia
6. Og så nyder jeg, at have personer omkring mig, der ser op til mig
7. …også selvom jeg ved for mig selv, at den oplevelse af mig, der ligger til grundfor deres fascination, er ren illusion
8. Og… nogle gange tror jeg, jeg er et ondt væsen
MANIFEST: JEG, MALENE, ER ET FANTASTISK MENNESKE, OG JEG ELSKER MIG SELV, SOM DÉT VÆSEN JEG ER
Lad mig først sige: Verden giver mening for mig i dag. Mit liv giver mening, og ikke mindst giver jeg mening for mig selv.
En masse Bon Iver, everyday all day. Han er kærtegn for mine øre og terapi for min sjæl. Jeg har pakket mig ind i en blød pyjamas, og har begravet mig selv i dyner og bløde puder. Hele natten har jeg læst i Susan Sontags dagbog. Det føles, som er vi hemmelige sjæleveninder – det føles som åndelig sex – som sjælebånd hævet over enhver dimension af tid, geografi og legemlig eksistens. Hun lytter til mig, jeg lytter til hende, og når jeg læser hende, er vores sjæle tættere på hinanden, end hvis hun levede og lå nøgen ved min side. Jeg kan ikke sammenligne det med noget andet.
Jeg skriver en kronik om lyrik fungerende som politisk talerør – en danskaflevering jeg ikke tager så vildt seriøst, men bare hygger mig med.
Det føles befriende at kunne sige til mig selv “nu gør du den indsats, du orker og føler for, og hey, det er sgu godt nok!” – det føles dejligt at kunne lave noget til kun en 10’er uden at føle skyld, føle sig mislykket eller utilstrækkelig. Jeg kunne sagtens lave dén skide kronik til en 12’er – jeg kan i bund og grund få dén karakter, jeg vil have – men jeg vil ikke spilde mig selv på at tilfredsstille ligegyldige autoriteter og højere instanser – jeg vil ikke spilde en hel ungdom for at score random tal, jeg i bund og grund ikke kan bruge til noget som helst. Topkaraktererne har jeg brugt udelukkende til at bevise min egen kunnen (og mest over for mig selv) – men det behøver ikke være dét, der skal manifestere mit værd – der findes langt større ting, der kan anerkende mig, og der findes langt vigtigere ting, jeg skal anerkendes for (end at jeg kan finde ud af at skrive noget, der behager min dansklærer). Der findes langt mere end dét!
Og… Jeg behøver ikke være åletynd – jeg behøver ikke at have udmagrede kinder, udstående øjne eller knogler der stikker ud af min krop som dolke under huden – for at være smuk. Eller for at være et godt menneske – eller for at være elsket – eller for at kunne elske mig selv.
Jeg er et fantatsisk menneske! Jeg er på mange måder helt fucked up, men det er disse nuancer og tusind facetter, der gør mig spændende – dét, der gør mig enestående og fantastisk.
PERFECTION IS GODDAMN BORING.
Jeg, derimod, er skide spændende. Skide sej og skide fantastisk. Ligesom livet. Ligesom verden. Og ligesom dette ganske univers! GODT SÅ.
SKÅL FOR LIVET, OG VERDEN LÆNGE LEVE.
